2016-12-31

Året er så småt ved at rinde ud og markprøvesæsonen sluttede i november. Vi fik i år deltaget på en del prøver med vore hunde. Bl.a. dual-weekenden i september var fantastisk, alle hundene fik flotte præmieringer.

14. august hentede vi en skøn tævehvalp i Sverige, Guamikeni's Virginia Wolf - kaldet Gina. Det bliver spændende at følge hendes udvikling i 2017

Vi ønsker alle jagt- og hundevenner Glædelig Jul samt et godt og lykkebringende Nytår -
vi ses derude.

2016-11-20

Gina er nu blevet 5 mdr.og er en dejlig lille jagtlabrador. Hun har skiftet alle sine mælke- tænder og vejer 18 kg.  Gina er en sød og livlig hund - fuld af krudt, meget lærenem, ret førerblød, så det bliver spændende at følge hendes udvikling.

2016-10-15

Vi tog i uge 41 på elgjagt i Sverige. Der var en voksen på kvoten og det lykkedes jagtlaget at nedlægge en stor kvie, så vi også i år fik elgkød i fryseren.

2016-09-26

En herlig dual-weekend - om lørdagen på skuet fik Gina i babyhvalpeklassen lyseblå sløjfe og glas samt blev nr. 2 på duebanen.
Om søndagen på C-prøven fik Chaya 1. præmie i åben klasse, Shawnee blev 3. vinder i veteran klassen og Cody blev 3. vinder i vinderklassen. - Godt gået, basser.

2016-09-24

Gina var på sin første uofficielle prøve. Vi tog til skue og stillede op i babyhvalpeklassen. Hun var yngste og eneste markprøvehund, så det var lidt sejt med alle de andre, der havde noget mere masse :-) Hun fik dog en pæn kritik, feminint hoved og udtryk, dejlige mørke øjne, fin pels og farve, resten var bagateller.  Derefter prøvede Gina duebanen for baby- hvalpe og imponerede dommeren med sin hastighed og spontane apportering. Gina fik et glas på skue og en lille præmie (bordskåner) for duebanen.  Vi havde en dejlig dag og hyggede med alle hvalpevennerne.

2016-09-22

Så er jagtsæsonen skudt igang med de første andejagter og vi glæder os meget til hyggelig samvær med gode jagtkammerater og hundevenner.

2016-08-30

Vi var på besøg hos Karen Jensen i Græsted. Her blev Gina inviteret indenfor i hønsegården. Det var en sjov oplevelse, hun var god til at samle ænderne, mens hønsene stod og så på.

2016-08-23

Gina var med på en træningsdag, fandt en rigtig god plads sammen med Shawnee, så hun kunne se, hvad der skete.

2016-08-19

Så er vi tilbage fra Sverigesturen. Bukkejagten løb ud i sandet, da brunsten var over.
Vi tog i skoven med Gina, som syntes den var vældig spændende - lidt anderledes end blåbærskoven, som hun var vant til i Sverige.

2016-08-14

I dag rejser Gina hjemmefra og skal med os til Danmark, men vi smutter lige en tur nordpå til vort jagtområde for at se om bukkene er til at tale med. Det er en pæn køretur, men Gina sov hele vejen.

2016-08-05

Hvalpene er nu 7 uger og valget af hvalp blev den røde tævehvalp, som nu hedder Guamikeni's Virginia Woolf, men for nemheds skyld kalder vi hende Gina.

2016-07-16

Guamikeni's hvalpe er nu 4 uger og vi er taget på besøg, hvilket vi agter at gøre hver uge. Hvalpene ser dejlige ud. James har intet halsbånd. Rød og grøn tæve har vi et godt øje til.

Hvalpene får BARF foder og ser ud til at nyde det, men mor Coco's mælk er dog det bedste.

2016-07-15

  Stort tillykke med 4 års dagen til Shawnee og Cody's hvalpe:  Bella og Chaya

2016-07-13

Dejlig træningsdag i Daverød Dam sammen med holdet fra "Hvem har lyst til at træne med mig....".  Hundene fik trænet markering, ligeud sendinger og en masse vandarbejde - og vanen tro var Anne Winkel flittig med kameraet - tak for det,Anne.

Cody og Chaya i aktion

2016-07-06

  Stort tillykke med 10 års dagen til Kiri og Moorman's Spitfire Ale's hvalpe:

Sille - Shawnee - Nico - Shadow

2016-07-03

B-prøve, Avnstrup:  Chaya deltog i åben klasse. Hun havde absolut ikke en af sin bedste dage og kunne ikke præmieres, men hun gik et glimrende søg.

2016-06-25 og 26

Mini ferie på Bornholm med campingvogn til Hullehavn's camping. Chaya og Cody deltog på WT om lørdagen i åben klasse, vi startede med dobbelt posten 4 og 5. På post 4 fik begge hunde et nul, øv! Til gengæld gik begge hunde rigtigt godt på de øvrige poster, så det var lidt ærgeligt med nullet.

Om søndag deltog begge hunde i åben klasse på B-prøven. Cody fik sin anden 1. præmie efter en solid præstation. Chaya måtte nøjes med 3. præmie i sin debut i denne klasse.

2016-06-18

Under RM fik vi en mail at Coco Chanel havde fået hvalpe om fredagen - 3 tæver og 1 han - og at der var en lille tæve til os - stor jubel.  Det bliver spændende at følge hvalpene. Opdrætter Sanna Pettersson er vældig god til at lægge billeder af hvalpene på Facebook.

2016-06-18 og 19

Vi tog et smut til Jylland for at se Retrievermesterskabet, som blev afholdt på det militære øvelsesterræn ved Varde.  Hanne S var dommer på post 5 sammen med Boye Rasmussen om lørdagen. HS var placeret i en hochsitz med max. udsyn til arbejdende hund og dommerne kommunikerede via headset.

23 hunde gik videre til søndagens 2 semifinale poster. Her kunne vi begge nyde at se de spændende poster, især markeringsposten viste sig at være en"killer" post. 7 hunde gik videre til finalen, som var en tramp - linet op med deltagere, skytter. dommere og tilskuere - en kæde ca. 150 m bred, fantastisk syn.
2 deltagere havde samme point, så der måtte en run-off til at afgøre hvem der blev mester.

Ove Simonsen blev 1.RM med Lærkereden's Ask og 4.RM med Lærkereden's Lærke, Jan Laursen blev 2.RM med Batmoor's Black Isle Phoebe og Lars Nørgaard 3.RM med Michnos Friend Chandler Bing.

2016-06-04

DM for hold blev i år afholdt af region Sydsjælland i et nyt terræn ved Vordingborg. Vi tog afsted, Hanne S som dommer og Hanne H for at støtte vore dygtige hunde fra Nordsjælland.
Terrænet havde gode muligheder for prøveoplæg og prøveleder Palle Ingemann havde lagt nogle spændende jagtrealistiske poster.
Nordsjællands hold gjorde det rigtig godt og vandt Mesterskabet - Midtsjælland blev nr. 2 og Fyn blev nr. 3.

2016-05-27

Vi skal have en ny tævehvalp og håber på, at Guamikeni's Coco Chanel får mange tæver. Coco er en skøn udtryksfuld tæve, der minder meget om Chaya. Hvalpenes far er Svart & Gul Black Pepper, som i søndags på B-prøven i Krogenberg Hegn blev 1. vinder med Certifikat.

Coco forventes at få hvalpe omkring d. 20. juni, så det bliver meget spændende, vi kan næsten ikke vente.

2016-05-06

En rædseldfuld dag - Chaya fik konstateret livmoderbetændelse, og da det var anden
gang i dette foråret, besluttede vi at hun fik fjernet sin livmoder.  Hermed bristede
drømmen om et kuld hvalpe med Chaya som mor. Da Chaya er den sidste, der kunne
føre vore 2 linier videre, ender vores drøm her.

2016-04-22

C-prøve, Sonnerupgaard:  Cody deltog i åben klasse. Det var ikke en af hans bedste
dage, men det rakte til en 3. præmie.

2016-03-20

C-prøve, Tisvilde:  Cody deltog atter i åben klasse. Han arbejdede flot prøven igennem,
men på den ene markering syntes dommeren, at Cody ikke var så præcis, så det blev
til en 2. præmie.

2016-02-14

C-prøve, Hillerød:  Cody deltog i åben klasse. Han lavede et utroligt godt arbejde. Makkerhunden havde på et tidspunkt lidt problemer, og her blev ventetiden lidt
for lang for Cody - "Send mig", sagde Cody - ups, det må man ikke, så det blev til
en flot 2. præmie.

2016-02-08

  Stort tillykke med 6 års dagen til Shawnee og Huntsman's Choice Jay's hvalpe:

Jessie - Jolene - Jason - Joker

2016-01-27

  Stort tillykke med 8 års dagen til Kiri og Majlunds Black Bailey's hvalpe:

Guinness - Zico - Frida - Molly

2016-01-23

Opsamlingssæsonen er slut for denne gang. Vi og vore hunde har haft en dejlig tid i selskab med gode hundevenner og jagtkammerater og glæder os allerede til næste sæson.

Nu står den kommende markprøvesæson for døren og det bliver ínteressant at følge Cody, som skal prøve at få sin anden 1. præmie i åben klasse, så han kan komme op og prøve kræfter i vinderklassen. Når Chaya bliver klar af sin skade, skal hun igang med åben klasse.

2016-01-09

Slyngeljagt på Lindholm:  Chaya kom slemt til skade med sit venstre bagben, så det var afsted til nærmeste dyrlæge, hvor hun blev lappet sammen. Opsamlingsæsonen er slut
for Chaya. Ærgeligt, men når vi tænker på, hvad vore hunde bliver udsat for på jagterne,
så er det utroligt sjældent, at de kommer til skade.